Tvivlsomme tyskere træner forud for EM-semifinale

Skrevet af admin

06/07/2016

Mest læste i dag

Tysklands fodboldlandstræner, Joachim Löw, er tvunget til ændringer forud for torsdagens EM-semifinale mod Frankrig.

Tre spillere fra idealopstillingen er med sikkerhed ude, men onsdag kunne træneren i det mindste glæde sig over, at de øvrige spillere i truppen er klar til kamp.

Tirsdag var hverken Bastian Schweinsteiger eller Benedikt Höwedes i stand til at deltage i den samlede træning.

Höwedes trænede for sig selv, mens Schweinsteiger på grund af knæproblemer ikke kunne deltage i hoveddelen af den samlede træning.

Onsdag kunne de så træne på lige fod med holdkammeraterne. Kun Sami Khedira og Mario Gomez var fraværende, oplyser Det Tyske Fodboldforbund (DFB) på Twitter.

Gomez er definitivt ude af resten af turneringen, mens Löw gør sig forhåbninger om, at Khedira kan blive klar til eventuel finale for tyskerne.

Derudover er forsvarsspilleren Mats Hummels ude med karantæne i semifinalen.

Frankrig er derimod i en situation, hvor ingen på forhånd er dømt ude af kampen.

Den begynder torsdag klokken 21 i Marseille.

/ritzau/