Twitter fordobler omsætning i fjerde kvartal

Skrevet af admin

05/02/2015

Mest læste i dag

Twitter fordoblede omsætningen i fjerde kvartal i 2014 til 479 millioner dollar (omkring 3,125 milliarder kroner) sammenlignet med samme periode året før.

Det sociale medie offentliggjorde torsdag dets årsregnskab, som lød på knap en fordobling i forhold til samme periode året før, hvor omsætningen lå på 243 millioner dollar.

- Vi lukkede året med, at vores forretning skred fremad i stort tempo, siger Dick Costolo, der er administrerende direktør for Twitter.

Resultatet viste samtidig et tab på 125 millioner dollar (mere end 800 millioner kroner) i det fjerde kvartal, men regnskabets samlede resultat er bedre, end analytikere havde spået det til at være.

Selskabet gik på børsen i New York i efteråret for to år siden, hvor det første regnskab skuffede, hvilket fik kursen på selskabets aktie til at rasle ned.

Det sociale medie har nu 288 millioner månedlige brugere, hvilket er lille stigning på 1,4 procent siden september.

Det er den svageste vækst i antal brugere i flere kvartaler, men Dick Costolo forventer et markant hop i brugere allerede i løbet af første kvartal i år.

- Udviklingen indtil videre i første kvartal får os til at tro på, at det samlede antal brugere, der tilmelder sig i dette kvartal, vil minde om, hvad vi så i de tre første kvartaler i 2014, siger han.

Til sammenligning har Facebook som verdens største sociale medie 1,39 milliarder brugere.

Twitter kom til verden i 2006 og er siden vokset til at blive et af de mest indflydelsesrige sociale medier.

Det bruges flittigt som kommunikationsredskab af blandt andet berømtheder, politikere, sportsfolk, journalister og medier.

Den største del af Twitters indtægter kommer fra reklamer.

Blandt andet tjener Twitter penge på virksomheder eller privatpersoner, der betaler for at få promoveret eller fremhævet sig i brugernes tidslinjer, gør en specifik brugerkonto tydeligere eller fremhæver en såkaldt tendens på det sociale medie.

Derudover kommer der penge i kassen for de store mængder data, som Twitter kan indsamle.

Data fra brugerne er offentlig tilgængelig, så alle har i princippet adgang til disse, men med omkring 500 millioner tweets om dagen, kan virksomheder betale sig til at få analyseret tendenser og få indblik i, hvordan potentielle kunder bruger det sociale medie.

/ritzau/Reuters