Twitter skuffer: Væksten i brugere er for sløv

Twitters første regnskab, siden selskabet gik på børsen i New York i efteråret, skuffer investorerne, og kursen på selskabets aktie rasler ned.

Regnskabet for fjerde kvartal 2013 viser godt nok en fordobling i selskabets indtægter i forhold til samme kvartal året før, men antallet af brugere er kun øget med 30 procent.

Og den tid en gennemsnitlig bruger anvender på Twitter bekymrer også analytikere.

- Det er nødt til at gøre det bedre med hensyn til brugere. Det er hele historien, siger Nate Elliott fra analysefirmaet Forrester Research til nyhedsbureauet AFP.

I snit har Twitter nu 241 millioner månedlige brugere. Det er kun ni millioner flere, end da selskabet blev børsnoteret i november.

Mikroblogfirmaet henter sine indtægter fra betalte reklamer, der er udformet som beskeder - de såkaldte Tweets - og popper op på brugernes skærme med jævne mellemrum.

Derfor er det afgørende, at antallet af brugere hele tiden vokser kraftigt, skriver AFP.

At Twitter endnu ikke formår at tjene penge på sin popularitet, var derimod forventet.

Ifølge onsdagens regnskabsmeddelelse fik Twitter i 2013 et underskud på 645 millioner dollar mod 79 millioner dollar i 2012 - selv om indtægterne blev mere end fordoblet til 664 millioner dollar.

Alene i fjerde kvartal havde Twitter indtægter på 242,6 millioner dollar.

- Twitter afsluttede et fantastisk år med vores hidtil stærkeste finansielle kvartal, siger administrerende direktør Dick Costolo.

Men det tilfredsstiller ikke aktiehandlerne på Wall Street. Aktien ligger til et fald på over 17 procent.

Før regnskabet blev offentliggjort, kostede en Twitter-aktie knap 66 dollar. Nu handles den til 54,4 dollar ifølge CNNMoney.

Da aktien debuterede tilbage i november kostede den 26 dollar.

Twitter kom til verden i 2006 og er siden vokset til at blive et af de mest indflydelsesrige sociale medier. Det bruges flittigt som kommunikationsredskab af blandt andet berømtheder, politikere, sportsfolk, journalister og medier.

/ritzau/

Dagens Gossip