Tyfon dræbte mindst ni i Filippinerne

Tyfonen Koppu har dræbt mindst ni mennesker i den nordlige del af Filippinerne, hvor træer, el-ledninger og mure er væltet omkuld af uvejret og oversvømmelser. Titusinder blev evakueret fra området i tide.

Men det voldsomme uvejr har medført store oversvømmelser, og nogle steder har lokale måttet søge tilflugt på hustagene, mens døde dyr flyder rundt i de oversvømmede floder.

- Jeg har aldrig set noget lignende. Dette er den værste oversvømmelse, som jeg nogensinde har set, siger den 68-årige Reynaldo Ramos, som står i vand til knæene i Santa Rosa nord for Manila.

Soldater, politi og redningsarbejdere er sendt ud for at hjælpe de nødstedte fra vandmasserne.

Myndighederne frygter, at dødstallet vil stige, efter at tyfonen søndag gik hen over den største ø, Luzon, hvor afsidesliggende byer blev isoleret fra omverdenen af oversvømmelser og væltede træer.

Stormen, der er er blevet nedgraderet til kategori 1 fra kategori 4 var mandag langsomt på vej nordpå, hvor den inden for kort tid vil blive ændret til en tropisk storm.

- Vi har endnu ikke været ude i ret mange områder. Op mod 70 procent af vores by er oversvømmet, og der står nogle steder helt op til tre meter vand. Der er omkring 20.000 indbyggere i isolerede områder, som mangler mad og vand, siger Henry Velarde, der er viceborgmester i Jaen nord for Manila.

Det nationale katastrofeberedskab siger, at to mennesker blev dræbt af faldende træer og en væltende betonmur. Kystvagten siger, at syv omkom ude på havet.

Op mod 183.000 mennesker blev evakueret fra lavtliggende byer og områder, hvor der er fare for jordskred, siger talsmænd for katastrofeberedskabet.

Omkring 20 tyfoner kommer ind over Filippinerne årligt.

I 2013 blev øriget ramt af den værste tyfon nogensinde. Over 7000 mennesker omkom.

/ritzau/Reuters

Dagens Gossip

Dagens TV