Tyfon kostede 14 mennesker livet i Kina

Skrevet af admin

10/08/2015

Dagens topnyheder

Tyfonen Soudelor har kostet mindst 14 mennesker livet i det østlige Kina, som søndag blev ramt af det værste regnvejr i et århundrede, skriver Kinas statslige medier.

Fire mennesker savnes fortsat.

I byen Wenzhou i Zhejiang-provinsen har de voldsomme regnskyl forårsaget mudderskred, som fik flere huse til at kollapse natten til søndag, skriver nyhedsbureauet Xinhua. 12 af de 14 døde er fra Wenzhou, mens de to sidste kommer fra nabobyen Lishui.

Over halvanden millioner mennesker i regionen er påvirket af det kraftige uvejr, som myndighederne mener har forårsaget skader for omkring fire milliarder yuan (4,4 milliarder kroner).

Wencheng-distriktet, der ligger i samme region, registrerede 64,5 centimeter regn i løbet af 24 timer. Det er den største mængde nedbør, der er faldet i 100 år, skriver Xinhua.

Stormen kom fra Taiwan i vest og gik i land i Kinas østlige Fujian-provins, hvor den afskar strømforsyningen til mere end tre millioner huse, skriver nyhedsbureauet.

På vej hen over Taiwan-strædet var tyfonen aftaget i styrke, og meteorologer venter, at den aftager yderligere, efterhånden som den bevæger sig hen over fastlandet.

I Taiwan omkom seks mennesker på grund af tyfonen, som også gik hårdt ud over strømforsyningen. søndag var omkring en halv million huse stadig uden elektricitet, siger Taiwans elselskab.

/ritzau/AFP