Tyfon på vej: 300.000 husstande evakueret

Tyfonen Man-yi, som mandag bevæger sig ind over det centrale Japan, har fået myndighederne i landet til at evakuere 300.000 husstande. Der er frygt for, at stormen kan forårsage yderligere skade på det havarerede atomkraftværk Fukushima Daiichi.

Man-yi ramte kysten ved byen Toyohashi kort før klokken otte søndag morgen (23.00 dansk tid) med vindstød på op til 162 kilometer i timen.

Ifølge den japansk tv-station NHK er fire personer savnet som følge af jordskred eller oversvømmelser, mens 65 personer er såret og flere end 860 huse er oversvømmet.

Tyfonen bevæger sig nordpå med en hastighed på 55 kilometer i timen, og orkanens øje passerer 50 kilometer nord for hovedstaden Tokyo.

Japans meteorologiske institut advarer om risiko "for kraftig regn" af "hidtil uset styrke" i Kyoto og nærliggende områder.

På tv-billeder fra Kyoto kan man se, at floden Katsura er gået over sine bredder, og redningsarbejdere og hotelpersonale trækker rundt med en lille båd med fire turister i knædybt vand.

Tyfonen ventes mandag at ramme det nordøstlige Japan, hvor Fukushima ligger.

Atomkraftværkets ejer fortæller, at værket er sat i højt beredskab, da der er frygt for, at den kraftige regn kan forårsage yderligere forurening af havet med radioaktivt vand.

Bekymringen skyldes, at man på Fukushima-værket er i gang med at pumpe radioaktivt vand ud af utætte tanke.

Mange fly og togforbindelser er aflyst mandag.

/ritzau/AFP

Dagens Gossip