Tyfon slipper sit tag i Filippinerne: Knap 30 er dræbt

Skrevet af admin

09/12/2014

Dagens topnyheder

Pusten er ved at gå af tyfonen Hagupit, der de seneste dage har hærget Filippinerne og trukket et ødelæggende spor ind fra Stillehavet.

Tirsdag er tyfonen ved at slippe taget i øgruppen og efterlader sig et omfattende kaos. Mindst 28 personer er ifølge nyhedsbureauet dpa omkommet i de østlige og centrale provinser, mens Reuters melder om 27 døde.

Samtidig er 1,3 millioner mennesker fordrevet fra deres hjem, oplyser embedsmænd til dpa.

Redningsarbejdere arbejder derfor på højtryk for at nå afsidesliggende byer, hvor tusindvis af hjem er blevet smadret i den voldsomme vind.

- Det er meget besværligt at komme frem, og vejene er hullede. Der er jordskred, mens nogle veje kun har en enkelt vejbane. I flere landsbyers bymidte er flere af dem skyllet væk af stormfloder, siger Richard Gordon, bestyrelsesformand for filippinsk Røde Kors til Reuters.

Millioner af mennesker forberedte sig mandag på det værste, da resterne af Hagupit var på vej mod hovedstaden Manila.

Hagupit ramte dog med mindre styrke og blev nedjusteret til en tropisk storm med en vindstyrke på 60 kilometer i timen og vindstød op til 80 kilometer i timen ifølge det nationale vejrcenter.

To millioner mennesker er blevet berørt af uvejret. Størstedelen af dem har søgt tilflugt hos familie og venner, mens andre er blevet stuvet sammen i evakueringscentre og skoler.

I Damar-provinsen, der er blevet hårdt ramt, er 13.000 hjem knust i uvejret, mens 22.000 huse er delvist ødelagt, oplyser de lokale myndigheder.

Hagupit hærger, efter at en stribe af tropiske storme i de seneste år har kostet mange tusinde mennesker livet.

Den værste var supertyfonen Haiyan, som er den kraftigste storm, der nogensinde er blevet registreret over land. Den kostede i november sidste år mindst 7350 mennesker livet, da den lagde store dele af de centrale Filippinerne øde.

Hagupit er den kraftigste storm, som har ramt Filippinerne i år. Den er dog markant svagere end Haiyan.

/ritzau/