Tyfon tvinger tusindvis fra deres hjem i Filippinerne

Mindst en person er blevet dræbt og tusindvis er evakueret fra deres hjem i Filippinernes hovedstad, Manila, som følge af tyfonen Rammasun, der er den hidtil mest voldsomme i Filippinerne i år.

Tyfonen gik ind over land natten til tirsdag. Vindstød op til 250 kilometer i timen har rykket træer op, flået tage af bygninger og blæst køretøjer omkuld i den østlige del af landet. Mange veje er spærret, og i flere områder er strømforsyningen afbrudt.

Onsdag er uvejret nået frem til Manila, hvor skoler, forretninger, regeringsbygninger og børsen er lukket, mens stormen passerer.

Storbyen med 12 millioner indbyggere menes at slippe for det værste, men de stærke vindstød har skabt kaos flere steder. I forretningskvarteret Makati gik strømmen tidligt onsdag morgen, da elledninger blev revet ned, og myndighederne opfordrer folk til at holde sig indendørs.

I udkanten af byen er myndighederne i gang med at evakuere omkring 150.000 personer fra slumkvarterer. Totalt menes omkring 450.000 personer at have forladt deres hjem og søgt beskyttelse i evakueringscentre rundt om i Filippinerne.

Rammasun, der på thai betyder "tordenguden", ventes at bevæge sig ud over Det Sydkinesiske Hav onsdag eftermiddag ifølge det nationale vejrcenter.

Filippinerne rammes årligt af omkring 20 store storme og flere af dem efterlader sig dødsofre. I november sidste år mistede cirka 7300 mennesker livet i en af Filippinernes værste naturkatastrofer, da tyfonen Haiyan gik ind over landet.

/ritzau/AFP

Dagens Gossip