Tyfonen Hagupit smadrer ind i Filippinerne

Skrevet af admin

06/12/2014

Dagens topnyheder

Den frygtede og kraftfulde tyfon Hagupit er lørdag eftermiddag gået i land i de østlige dele af Filippinerne.

Vindstødene er så stærke, at træer vælter, og tage flås af huse, så det er umuligt ikke at mindes supertyfonen Haiyan, der for bare 13 måneder siden hærgede og dræbte over 7000 mennesker i den sydøstasiatiske østat.

Omkring en million mennesker har inden tyfonens landgang flygtet for at søge dækning i, hvad FN kalder en af verdenshistoriens største evakueringer.

Store dele af den centrale ø Samar og den nærliggende provins Leyte har mistet strømmen. Også byen Tacloban City, der betragtes som "ground zero" for tyfonen for 13 måneder siden, er nu uden strøm.

- Vinden blæser så kraftigt, at det føles som om, at den hvirvler, siger Mabel Evardone, der er talsmand for myndighederne i kystbyen Sulat.

- Havet er steget, siger talsmanden.

På trods af de væltede træer og ødelagte huse er der endnu ingen meldinger om dødsofre.

Hagupit er da også aftaget i styrke til en kategori 3-storm, hvilket er to niveauer under en supertyfon.

Ikke desto mindre kan den fortsat medføre store ødelæggelser med styrtregn og potentielt katastrofale stormfloder med højder på op til 4,5 meter.

Da tyfonen ramte byen Dolores på den østlige del af Samar meddelte det meteorologiske institut Pagasa, at stormen ser ud til at bevare sin styrke med vindstød på op til 210 kilometer i timen.

Hovedstaden Manila med 12 millioner indbyggerne ventes også at blive ramt af store regnmængder.

Mange flyafgange er aflyst i den centrale og sydlige del af Filippinerne, og havne langs hele kysten er lukket.

/ritzau/Reuters