Tyler Hamilton: Ked af at høre om Riis' nedtur

Skrevet af admin

09/01/2014

Dagens topnyheder

I DR's dokumentar "Bjarne Riis - Forfra", der blev sendt torsdag aften, fik seerne et indblik i, hvordan den tidligere toprytter Tyler Hamiltons beskyldninger om doping på Bjarne Riis' cykelhold var med til at sende det danske cykelkoryfæ ud i en svær depression.

Og selv om amerikanske Hamilton ikke er i tvivl om, at han har gjort det rigtige ved at udsende sin bog om sportens skyggesider, så smerter det den tidligere stjernerytter at høre om Riis' nedtur.

- Det gør mig enormt ked af det at høre. Men sandheden er hård nogle gange, og jeg var nødt til at fortælle det, siger Tyler Hamilton til DR.

- Jeg elsker den mand, han er en fantastisk person. Gode folk bliver fanget i skøre ting. Han er en af de mange, der i cykelsporten blev fanget. Han opfandt jo ikke doping. Han var en af dem, der blev fanget i det, da han selv kørte på cykel.

En af anklagerne mod Bjarne Riis var, at den danske cykelboss satte Tyler Hamilton i forbindelse med den berygtede spanske dopinglæge Eufemiano Fuentes, da amerikaneren kørte for Team CSC Tiscali tilbage i 2002.

- Det er trist, at jeg var nødt til at sige det her om virkelig gode folk som Bjarne Riis, men så snart jeg begyndte at fortælle sandheden, føltes det så godt, fortæller Tyler Hamilton til DR.

- Jeg var jo fanget i mit eget fængsel.

Bjarne Riis solgte i slutningen af 2013 sit danske cykelhold til den russiske rigmand Oleg Tinkov.

/ritzau/