Tyngdekraften gør filmstjerne stenrig

Tyngdekraften kommer i den grad til at ramme hendes pengepung, hvis den da ikke allerede skal slæbes langs jorden.

Den amerikanske skuespillerinde Sandra Bullock spillede i 2013 med i en af de mest indtjenende filmsucceser sidste år, nemlig rumdramaet "Gravity". Og takket være en sjældent tilbudt kontrakttype kan den rolle i bedste fald ende med at skaffe hende næsten 70 millioner dollar eller godt 380 millioner danske kroner. For ikke at nævne en Oscar-nominering som bedste kvindelige skuespiler.

Det skriver The Hollywood Reporter.

Kontrakten er en såkaldt "first-dollar"-kontrakt, der sikrer underskriveren en del af kagen, så snart filmen rammer verdens lærreder. Kun de absolut største stjerner kan forhandle sådan en sag hjem - og i Bullocks tilfælde har hun i samarbejde med sin advokat forhandlet sig til 15 procent af filmens samlede indtjening.

Ud over de mange penge fra billetsalg har skuespillerinden fået udbetalt 20 millioner dollar i hyre. Lægger man dertil biografindtægter, dvd'er og fjernsyn i den ene eller anden form, ender man altså, med de mest positive briller på, i nærheden af 70 millioner dollar.

Og det er slet ikke utænkeligt, at filmen får sit gennembrud til hjemmemarkedet. Allerede nu har den indtjent mere som biograffilm, nemlig over 700 millioner dollar, end alle andre Oscar-nominerede storfilm tilsammen.

Newspaq

Dagens Gossip