Tyrkiet advarer Rusland mod at krænke tyrkisk luftrum igen

Skrevet af admin

07/10/2015

Dagens topnyheder

Den russiske ambassadør i Tyrkiet blev atter tirsdag advaret mod at gentage krænkelser af tyrkisk luftrum fra russiske kampfly. Det siger den tyrkiske udenrigsminister onsdag ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Russiske kampfly krænkede ifølge tyrkisk militær det tyrkiske luftrum to gange i den forløbne weekend. Derudover meldte Tyrkiet, at et russisk kampfly i forbindelse med Ruslands bombetogter i Syrien også krænkede luftrummet mandag.

Tyrkiets udenrigsminister er åben over for at mødes med embedsmænd fra det russiske militær i Ankara om tiltag for at undgå fremtidige krænkelser af tyrkisk luftrum.

En embedsmand i udenrigsministeriet siger, at den russiske ambassadør blev indkaldt til samtaler både lørdag og mandag i forbindelse med hændelserne.

Udenrigsministeren er ikke den eneste, der onsdag kommenterer krænkelserne af det tyrkiske luftrum.

Tyrkiets premierminister, Ahmet Davutoglu, siger i forbindelse med åbningen af en skole i Istanbul onsdag, at han ikke vil have, at konflikten i Syrien bliver til en krise mellem Rusland og Nato eller en russisk-tyrkisk-tvist.

Men han understreger samtidig, at Tyrkiet, der er Nato-medlem, ikke vil lade sikkerheden af landets grænser eller luftrum blive kompromitteret.

Kun to af Ruslands i alt 57 luftangreb i Syrien har ifølge Davutoglu ramt Islamisk Stat (IS), mens resten har været imod moderate oprørsstyrker.

Overvågningsgruppen Syriens Observatorium for Menneskerettigheder oplyste tidligere onsdag, at russiske kampfly har gennemført omfattende bombeangreb i de syriske provinser Hama og Idlib i den nordvestlige del af landet.

/ritzau/Reuters