Tyrkiet anholder 16.000 formodede kupmagere

Skrevet af admin

09/08/2016

Dagens topnyheder

16.000 personer er blevet anholdt på grund af formodede forbindelser til det mislykkede kupforsøg i juli, oplyser den tyrkiske justitsminister, Bekir Bozdag.

Samtidig er 6000 stadig i gang med at få behandlet deres sag, siger justitsministeren tirsdag i et tv-interview ifølge nyhedsbureau Anadolu

De tyrkiske myndigheder har siden kupforsøget forsøgt at slå ned på alle, der formodes at have været involveret.

Det har ført til suspendering og anholdelse af flere tusind offentligt ansatte. Alene hos politiet er mindst 8000 betjente blevet fjernet fra deres post.

Præsident Recep Tayyip Erdogan har desuden flere gange forgæves anmodet USA om at udlevere eksilprædikanten Fethullah Gülen, som han anklager for at stå bag det fejlslagne kupforsøg.

USA's gentagne afvisninger af anmodningen har ført til en stadig koldere stemning mellem de to allierede lande.

- Hvis USA ikke udleverer Gülen, ofrer de forholdet til Tyrkiet på grund af en terrorist, siger den tyrkiske justitsminister tirsdag ifølge nyhedsbureauet AFP.

- Det er op til USA at forhindre den anti-amerikanske stemning i Tyrkiet i at blive til had, siger han.

USA's udenrigsminister, John Kerry, sagde efter kupforsøget, at Tyrkiet må fremlægge "utvetydige beviser" i stedet for "beskyldninger", hvis Gülen skal udleveres.

/ritzau/Reuters