Tyrkiet anholder hollandsk journalist og ransager hjem

Skrevet af admin

06/01/2015

Dagens topnyheder

En styrke på otte tyrkiske antiterrorbetjente tog tirsdag en hollandsk journalist med til afhøring om terroranklager, samtidig med at landets præsident, Recep Tayyip Erdogan, erklærede, at tyrkiske journalister nyder den største frihed i verden.

Frederike Geerdink, som er korrespondent i den kurdiske by Diyarbakir i det sydøstlige Tyrkiet, skrev på Twitter, at hun tilbageholdes, efter at hendes hjem blev ransaget på baggrund af anklager relateret til "propaganda for en terrororganisation".

Nogle timer senere skrev Geerdink, at hun igen var løsladt.

- Fri igen. Terrorenhed følger mig hjem. Det insisterede jeg på, skriver Frederike Geerdink på det sociale medie.

Den hollandske udenrigsminister, som i øjeblikket er på besøg i Ankara, erklærer sig chokeret over anholdelsen.

En anonym politiofficer fortalte tidligere tirsdag, at den hollandske journalist, som arbejder for flere hollandske medier og den britiske avis The Independent, ville blive løsladt efter en kort afhøring.

Samtidig med den opsigtvækkende afhøring langer Erdogan ud efter sine kritikere i Vesten.

- Man forsøger at sværte Tyrkiet til ved at tale om pressefrihed, når det i virkeligheden handler om at forhindre terrorisme.

- Intet sted i Europa eller i andre lande er der medier, som er så frie som de tyrkiske, siger Erdogan.

Den hollandske udenrigsminister, Bert Koenders, skrev på Twitter efter afhøringen, at han ville tage sagen op med sin tyrkiske modpart, Mevlüt Cavusoglu.

Flere tyrkiske journalister og redaktører blev for nylig anholdt i et tilsyneladende forsøg på at stække medier med relation til Erdogans værste rival, den i USA bosiddende religiøse leder Fetullah Gülen.

Frederike Geerdink har blandt andet skrevet bogen "The Boys Are Dead," som undersøger et bombeangreb i 2011, da 35 tyrkiske kurdere blev dræbt.

/ritzau/