Tyrkiet bomber Islamisk Stat i Syrien for første gang

Skrevet af admin

24/07/2015

Dagens topnyheder

Tyrkiske kampfly har bombet Islamisk Stat (IS) i Syrien fra eget luftrum, oplyser tyrkisk stats-tv ifølge Reuters tidligt fredag morgen.

Det er første gang, at Tyrkiet bomber i nabolandet.

Flyene, der ikke kom ind i syrisk luftrum, angreb tre forskellige IS-mål, og tre F-16-fly var involveret, lyder det fra premierministerens kontor.

Bombeangrebet kommer, efter at tyrkisk militær og militante fra Islamisk Stat kæmpede ved den tyrkisk-syriske grænse torsdag.

USA har i lang tid lagt pres på Tyrkiet for at få landet til at spille en mere aktiv rolle i kampen mod Islamisk Stat, der har trukket blodige spor hen over Irak og Syrien.

Torsdag aften kom det frem, at amerikanerne og tyrkerne er blevet enige om at lade det amerikanske luftvåben bruge en base nær grænsen til Syrien.

Kampfly fra USA må ifølge aftalen lette og lande på basen Incirlik, og det kan vise sig at blive en stor fordel, da amerikanerne tidligere har været nødt til at påregn ekstra flyvetid og brændstof fra de steder, hvor de hidtil har haft base.

Tyrkiet har i lang tid afvist at stille sine baser til rådighed for de amerikanske kampfly, der bekriger den militante gruppe i Syrien.

Den seneste tid har Tyrkiet dog kæmpet mod stigende uro langs grænsen til nabolandet, og Islamisk Stat har intensiveret sine angreb mod Tyrkiet, herunder et blodigt selvmordsangreb i en kurdisk grænseby.

Torsdag vurderede Daniela Kuzmanovic, lektor ved Institut for Tværkulturelle og Regionale Studier og Tyrkiet-ekspert, at IS har forsøgt at skabe splid internt i Tyrkiet.

Daniela Kuzmanovic påpegede desuden at ved at angribe Tyrkiet, angriber IS et Natoland. Yderligere sagde hun, at forholdet mellem Tyrkiet og IS er ved at forandre sig.

Tyrkiet har tidligere støttet jihadister og IS for at komme af med den syriske præsident, Bashar al-Assad, men nu mener hun, at tiderne tilsyneladende er ved at skifte.

/ritzau/