Tyrkiet bygger sit første atomkraftværk

Skrevet af admin

14/04/2015

Dagens topnyheder

Første spadestik er taget til Tyrkiets første atomkraftværk.

Det kommer til at ligge i Akkuyu i Mersin-provinsen ved den tyrkiske middelhavskyst, og det er et russisk-konstrueret værk, der nu skal opføres til en pris af omkring 20 milliarder dollar - omkring 140 milliarder kroner.

- Uden atomenergi kan landet ikke udvikles, sagde energiminister Taner Yildiz ved åbningsceremonien tirsdag.

Til stede var også repræsentanter for det russiske atomenergiselskab Rosatom, og der var også andre gæster, som var knapt så velkomne.

Det var aktivister, der protesterede mod opførelsen af værket.

Ved indgangen til byggepladsen stod de med store bannere, der henviste til atomkatastrofen i Fukushima i Japan i 2011, indtil politiets vandkanoner spredte demonstranterne.

Det er planen, at værket skal være klar til brug i 2020.

Det får fire reaktorer, der hver kan producere 1200 MW, skriver det franske nyhedsbureau AFP.

Tyrkiet planlægger at bygge tre atomkraftværker for at undgå at være afhængig af energiimport fra lande som Rusland og Iran.

Det andet værk skal efter planen bygges af et fransk-japansk konsortium og ligge i byen Sinop ved Sortehavet.

Der er endnu ikke taget stilling til, hvor det tredje værk skal ligge.

For to uger siden oplevede Tyrkiet landets alvorligste strømudfald i 16 år, hvilket satte spot på manglerne i Tyrkiets energisystem.

Atomprojektet støttes af præsident Recep Tayyip Erdogan, der ser værkerne som et led i planen om at gøre Tyrkiet til en af verdens 10 største økonomier.

/ritzau/dpa