Tyrkiet: To danske IS-krigere anholdt

Skrevet af Jesper Larsen

23/09/2015

Mest læste i dag

To danskere er blevet anholdt af tyrkisk militær på grænsen mellem Tyrkiet og Syrien. 

De er mistænkt for at være medlemmer af Islamisk Stat, og de blev anholdt, da de for en uge siden forsøgte at komme ind i Tyrkiet fra Syrien. 

De to danskere blev anholdt ved grænsen mellem Syrien og Tyrkiet tæt ved byen Kilis, der ligger nordvest for byen Dabiq i Syrien, der er belejret af Islamisk Stat. 

Læs også: Dansk statsborger idømt fængsel i Libanom for at kæmpe for Islamisk Stat

Det er Tyrkiets hær, der skriver om anholdelserne på sin hjemmeside.

- Vi har anholdt terrorister i Kilis, herunder to danske statsborgere fra Islamisk Stat, lyder det fra hæren på hjemmesiden

Anholdelserne skete samme dag som syv andre medlemmer af Islamisk Stat blev stoppet ved grænsen.

I det tilfælde skulle de være blevet stoppet i en firehjulstrækker, hvor militæret fandt raketdrevne granater, automatvåben og pistoler, skriver tyrkiske medier.

Dagens.dk har været i kontakt med Tyrkiets militær, der ikke ønsker at oplyse, om de danske IS-krigere er løsladt igen, eller om de er blevet sigtet for noget. 

Læs også: PKK-leder: Tyrkiet beskytter Islamisk Stat

Hos Udenrigsministeriets Borgerservice kan man ikke umiddelbart bekræfte oplysningerne om de anholdte danske statsborgere.

- Vi er fortsat i gang med at undersøge sagen, lyder det fra Udenrigsministeriets Borgerservice til Dagens.dk. 

PET ønsker ikke at udtale sig i sagen, men henviser i stedet til Udenrigsministeriet, da de ifølge dem selv ikke udtaler sig i sager om danskere, der er blevet anholdt i udlandet.

De diplomatiske forbindelser mellem Danmark og Tyrkiet led et alvorligt tilbageslag sidste år, da Tyrkiet i oktober valgte at løslade den mistænkte attentatmand bag drabsforsøget på Lars Hedegaard. 

Læs også: Christian blev røvet i tyrkisk ferieparadis: Afpresset af dansktalende menneskesmuglere

I det tilfælde skete løsladelsen, selvom de danske myndigheder havde begæret ham udleveret, og efterfølgende blev der spekuleret i, at løsladelsen skete som led i en fangeudveksling mellem Islamisk Stat og Tyrkiet, hvor over hundrede tyrkiske diplomater blev frigivet, efter de var blevet tilbageholdt i forbindelse med Islamisk Stats erobring af millionbyen Mosul i Irak.