Tyrkiet-ekspert: Måske får vi aldrig svar i Hedegaard-sag

Skrevet af admin

20/10/2014

Dagens topnyheder

Danske politikere og Lars Hedegaard selv søger svar på, hvorfor den mand, der formodes at have forsøgt at dræbe forfatteren, er blevet løsladt af myndighederne i Tyrkiet.

Men ifølge Tyrkiet-kender Daniella Kuzmanovic er det slet ikke sikkert, at offentligheden nogensinde får at vide, hvorfor den mistænkte attentatmand kom på fri fod. Slet ikke, hvis den 27-årige mand var del af en større fangeudveksling mellem Tyrkiet og jihadister fra Islamisk Stat, som der spekuleres i.

- Hvis det har noget med gidselsagen at gøre, så er det ikke noget, vi i offentligheden får besked om, lyder det fra Kuzmanovic, der er lektor på Institut for Tværkulturelle og Regionale Studier ved Københavns Universitet.

En dansk delegation, der var sendt til Tyrkiet for at finde ud af, hvad der var sket med manden, der er sigtet for at skyde mod Lars Hedegaard, fik bekræftet, at manden var blevet løsladt. Men hvornår og hvorfor er stadig uklart.

- Måske forsøger tyrkerne at købe sig noget tid, vurderer Daniella Kuzmanovic.

- Hvis det har noget med gidselsagen at gøre, så er det helt oppe i toppen af regeringen. Og hvis det er et spørgsmål om, at den her fange er blevet udvekslet for at få gidsler frigivet, så er det ikke noget, Tyrkiet vil tale om. Det siger sig selv. Udvekslinger af den type er ikke noget, det internationale samfund på nogen måde billiger, selvom man godt ved, at det sker, siger hun.

Ifølge lektoren skader sagen - i hvert fald på den korte bane - forholdet mellem Danmark og Tyrkiet.

- Det skaber en kurre på tråden mellem Danmark og Tyrkiet, fordi Danmark ikke har fået nogen ordentlig forklaring endnu. Tyrkiet har brudt internationale konventioner ved at løslade en fange, der er begæret udleveringsønsket.

- Men man kan sige, at problemet nok er, at Danmark står meget alene med den her sag. Ingen i det internationale samfund vil gøre et større nummer ud af det. Det vil blive betegnet som Danmarks bilaterale konflikt med Tyrkiet, mener Daniella Kuzmanovic.

/ritzau/