Tyrkiet fængsler britiske journalister på terroranklager

Skrevet af admin

31/08/2015

Mest læste i dag

En domstol i det sydøstlige Tyrkiet har mandag varetægtsfængslet to britiske journalister i en sag, der har skabt fornyet bekymring for pressens vilkår i Tyrkiet.

Det amerikanske medie Vice News, som de to journalister arbejder for, siger, at anklagerne mod de to er grundløse og ligner et forsøg på at forhindre medierne i at dække bestemte emner.

Journalisterne og deres irakiske tolk er anklaget for at have "engageret sig i terroraktiviteter" på vegne af den militante gruppe Islamisk Stat, der har indtaget store dele af Tyrkiets to nabolande Syrien og Irak.

Det fremgår ikke, hvordan anklagemyndigheden mener, at de skulle have tilknytning til Islamisk Stat.

Et af anklagepunkterne lyder på at have ydet "forsætlig hjælp til en væbnet organisation".

Kevin Sutcliffe, der er nyhedschef hos Vice News, afviser anklagerne og betegner det som "den tyrkiske regerings forsøg på at lukke munden på vores journalister, der har leveret en vigtig dækning fra regionen".

Amnesty International har opfordret den tyrkiske regering til omgående at løslade de to journalister og deres tolk. Menneskerettighedsorganisationen beskriver anklagerne som "skandaløse og bizarre".

- Det er endnu et eksempel på, at tyrkiske myndigheder undertrykker historier, der er pinlige for dem, siger Andrew Gardner, der er Tyrkiet-researcher hos Amnesty International.

Vice News siger, at medieselskabets kilder i Tyrkiet oprindeligt meddelte, at de to journalister var anholdt for at filme uden regeringens tilladelse.

De blev anholdt i sidste uge, da de var ved at beskrive urolighederne i den overvejende kurdiske region af Tyrkiet, hvor regeringen har indledt en militæroffensiv mod kurdiske oprørere.

/ritzau/AFP