Tyrkiet fyrer 2400 personer fra militæret

De tyrkiske myndigheder meddelte onsdag, at over 2400 personer bliver afskediget fra militæret, og at over 130 forskellige medier lukkes ned efter det militære kupforsøg tidligere på måneden, oplyser CNN Turk.

I alt 726 officerer i militæret og 1684 soldater er blevet fyret, oplyser tv-stationen.

- Derudover er tre nyhedsbureauer, 16 tv-kanaler og 45 dagblade samt andre aviser blevet lukket, hedder det.

Afgørelsen omfatter også 23 radiostationer, melder det statslige nyhedsbureau Anadolu.

Oplysningerne onsdag aften kommer efter, at der tidligere på dagen kom oplysninger om, at der er udstedt arrestordrer på snesevis af journalister.

Tyrkiet premierminister, Binali Yildirim, har sagt, at udrensningerne efter kupforsøget ikke er ovre, og at der kan komme flere anholdelser.

Kupmagerne udgjorde blot en beskeden del af hæren.

8651 soldater, svarende til 1,5 procent af militæret, tog ifølge militæret del i kupforsøget 15. juli.

Soldaterne er stemplet som støtter af præsident Recep Tayyip Erdogans hovedfjende, Fethullah Gülen. Gülen, der bor i USA, har i årtier ledet en moderat religiøs bevægelse. Han har nægtet skyld i kupforsøget.

Militæret gjorde onsdag status over de dramatiske begivenheder fredag 15. juli og natten til lørdag 16. juli, da flere end 200 mennesker blev dræbt.

13.000 mennesker er anholdt efter kupforsøget 15. juli. Titusindvis er fyret eller suspenderet fra deres job.

35 fly og 37 helikoptere var i aktion under kupforsøget. Desuden brugte kupmagerne 74 kampvogne og tre skibe.

/ritzau/Reuters

Dagens Gossip