Tyrkiet gør sig klar til krig mod Islamisk Stat

Skrevet af admin

02/10/2014

Dagens topnyheder

Mens militsfolk fra Islamisk Stat fra Syrien trænger frem mod en vigtig by på grænsen til Tyrkiet, så vil det tyrkiske parlament torsdag beslutte, om det skal bemyndige et militært angreb og give udenlandske styrker ret til at benytte baser i landet til at bekæmpe jihadisterne.

Det kan få betydning for de syv danske F-16 kampfly og et større hold soldater, som Folketinget torsdag formiddag bekræftede skal sættes ind i bekæmpelsen af Islamisk Stat i Irak.

Tyrkiet har i månedsvis tøvet med at skærpe sin politik, men efter den seneste indstrømning af 130.000 kurdiske flygtninge fra det nordlige Syrien, har regeringen besluttet, at der skal handles.

Regeringen i Ankara har endnu ikke fortalt i hvilken form.

Men præsident Recep Tayyip Erdogan har gentagne gange appelleret til, at der oprettes en bufferzone på den anden side af den syrisk-tyrkiske grænse, som skal være ledsaget af en no-fly-zone.

Dagbladet Hürriyet citerer kilder i den tyrkiske centralkommando, som siger, at de har søgt om parlamentets godkendelse til, at udenlandske styrker får bemyndigelse til at opholde sig og gå i transit gennem Tyrkiet.

Samtidig anmoder de om, at tyrkiske soldater stationeres i Irak og Syrien.

Nato-landet Tyrkiet har tidligere forklaret, at det har holdt lav profil i konflikten, fordi det frygtede, hvad der kunne ske med en større gruppe tyrkere, der blev holdt som gidsler af Islamisk Stat i Irak.

Gidslerne blev den 20. september frigivet.

De danske F-16-fly sendes til Kuwait, men Tyrkiet har en meget stor flybase, Incirlik, tæt på grænsen til Syrien og Irak, som vil være favorabel til militære operationer mod Islamisk Stat i de nordlige dele af Syrien og Irak.

Der blev onsdag meldt om hårde kampe omkring den nord-syriske by Ain al-Arab. Her forsøgte kurdiske styrker at forhindre Islamisk Stat i at indtage grænsebyen. Mindst 18 mennesker meldes dræbt.

/ritzau/AFP