Tyrkiet-kender: Ny regeringschef kræver militær mod kurdere

Skrevet af admin

22/05/2016

Mest læste i dag

Konkret vil vi komme til at se en optrapning af konflikten mellem den tyrkiske stat og kurderne, nu hvor Binali Yildirim har overtaget premierministerposten i Tyrkiet efter Ahmet Davutoglu.

Det vurderer journalist og forfatter Deniz Serinci, der har et stort kendskab til Tyrkiet, efter at Yildirim søndag er blevet valgt som leder af Retfærdigheds- og Udviklingspartiet (AKP).

- Ahmet Davutoglu troede ikke på en militær løsning i samme grad, som Binali Yildirim gør. Yildirim kommer til at satse mere på de militære midler mod kurderne, siger Deniz Serinci.

Ahmet Davutoglu tabte for tre uger siden en magtkamp mod præsident Recep Tayyip Erdogan efter en strid om blandt andet kampen mod de militante kurdere og aftalen med EU om flygtninge og migranter.

Også processen med ændringer i det parlamentariske og præsidentielle system, hvor Erdogan ønsker større magt, var Davutoglu skeptisk over.

Analytikere vurderer, at Yildirim vil være mere medgørlig over for Erdogans ønsker og planer, end Davutoglu har været.

- Det betyder, at Erdogan får mere frie hænder. I forhold til spørgsmålet om kurderne ønsker Erdogan at løse problemet ved at nedkæmpe Kurdistans Arbejderparti (PKK) militært. Først derefter vil han tale med kurderne om, hvordan man kan give dem nogle rettigheder, siger Deniz Serinci.

I sin tale på søndagens partikongres sagde Yildirim, at hans vigtigste opgave bliver at få ændret forfatningen og give præsidentembedet flere beføjelser, sådan som Erdogan ønsker.

- Premierminister-skiftet kan godt være med til at forværre forholdet mellem Europa og Tyrkiet, fordi det vil give Erdogan mulighed for at foretage en række skridt, som vil være ret uhørte i Vesteuropa, siger Tyrkiet-kenderen.

/ritzau/