Tyrkiet klar til aktion i Syrien og Irak

Skrevet af admin

02/10/2014

Dagens topnyheder

Tyrkiets parlament gav torsdag landets militære styrker mandat til at udføre militære operationer i Irak og Syrien mod Islamisk Stat (IS) og andre terrorgrupper.

Parlamentets mandat giver også udenlandske soldater ret til at være udstationeret i Tyrkiet og anvende landets militærbaser i kampen mod Islamisk Stat.

Tyrkiet har længe været under pres for at spille en mere robust rolle i den amerikansk-ledede kampagne mod Islamisk Stat, efter at den islamistiske bevægelsen er rykket meget tæt på tyrkiske militære installationer ved den syriske grænse.

I parlamentet, der har 550 pladser, var det 298 delegerede, som godkendte anvendelse af væbnede styrker i de to nabolande.

Mandatet, der varer et år, er meget bredt, men det forpligter ikke på nogen måde Tyrkiet til at sende styrker til Irak og Syrien.

Den seneste indstrømning af 130.000 kurdiske flygtninge fra det nordlige Syrien har været med til at fremskynde den tyrkiske beslutning.

Præsident Recep Tayyip Erdogan har gentagne gange appelleret til, at der oprettes en bufferzone på den anden side af den syrisk-tyrkiske grænse, som skal være ledsaget af en no-fly-zone.

Nato-landet Tyrkiet har tidligere forklaret, at det har holdt lav profil i konflikten, fordi det frygtede, hvad der kunne ske med en større gruppe tyrkere, der blev holdt som gidsler af Islamisk Stat i Irak. Gidslerne blev frigivet den 20. september.

Iagttagere siger, at Tyrkiet også frygter, at de amerikansk-ledede bombardementer kan styrke militante kurdere og Syriens regime, hvis der ikke bliver en overordnet strategi for udviklingen i konflikterne.

- Vi er åbne over for alle former for samarbejde i kampen mod terrorisme, men Tyrkiet er ikke et land, der ønsker midlertidige løsninger, og Tyrkiet vil ikke tillade, at andre udnytter situationen, sagde Erdogan dagen før afstemningen i parlamentet.

/ritzau/Reuters