Tyrkiet: IS og PKK var måske sammen om blodbad i Ankara

Skrevet af admin

14/10/2015

Dagens topnyheder

Islamisk Stat (IS) og militante kurdere fra PKK kan have samarbejdet om blodbadet i Ankara, hvor mindst 97 mennesker blev dræbt, siger den tyrkiske premierminister, Ahmet Davutoglu.

Tyrkiet advarer samtidig både USA og Rusland mod at give våben til kurdere, der kæmper mod IS i Syrien.

Den tyrkiske regeringsleder, der onsdag holdt pressemøde i Istanbul, siger, at efterforskningen af selvmordsbomberne lørdag er blevet udvidet.

Tyrkiet har samtidig gentaget advarsler til allierede om ikke at støtte kurdiske militser i Syrien. Ankara har haft indkaldt ambassadørerne fra både USA og Rusland for at advare de to lande mod at levere våben til kurdiske styrker, som bekæmper Islamisk Stat i Syrien.

- Den amerikanske og den russiske ambassadør blev kaldt til Udenrigsministeriet tirsdag for at blive orienteret om Tyrkiets holdning, siger en højtstående embedsmand til det franske nyhedsbureau AFP.

Embedsmanden siger, at det var myndighedernes forhold til det forbudte Kurdistans Arbejderparti, PKK, og dets syriske pendant, PYD, som amerikanerne og russerne er blevet gjort opmærksom på igen.

En amerikansk-ledet koalition har forsynet oprørsgrupper i Syrien, der bekæmper Islamisk Stat, med ammunition.

USA meddelte i sidste uge, at det indstiller et meget udskældt program med optræning af moderate oprørere i Syrien og i stedet øger bestræbelserne på at udstyre og støtte oprørsgrupper, som kæmper mod IS.

Den politiske ledelse i Rusland erklærede sig tirsdag klar til at koordinere landets militære indsats i Syrien med oppositionsgruppen Den Frie Syriske Hær, der bekæmper det syriske styre.

Rusland er ellers nært allieret af det syriske styre med præsident Bashar al-Assad i spidsen.

USA og EU har kritiseret og anklaget Rusland for at angribe moderate oprørere i Syrien.

/ritzau/Reuters