Tyrkiet raser over påstået tysk spionage

Skrevet af admin

18/08/2014

Dagens topnyheder

Tysklands forbundsregering bliver mødt af vrede i Tyrkiet og beskyldt for hykleri af dets egen opposition, efter at der er kommet medierapporter om, at tyske efterretningstjenester skal have spioneret mod en Nato-allieret.

Medierapporterne siger også, at den tyske udlandsefterretningstjeneste BND også har aflyttet to amerikanske udenrigsministres telefonsamtaler - den samme form for aktivitet, som forbundskansler Angela Merkel har kritiseret amerikanerne meget skarpt for.

Tyrkiet har indkaldt den tyske ambassadør og krævet en omfattende redegørelse, efter at nyhedsmagasinet Der Spiegel har afsløret, at BND har spioneret mod Tyrkiet i årevis.

Det tyrkiske udenrigsministerium beskriver rapporterne i Der Spiegel som "fuldstændigt uacceptable", hvis de viser sig at være sande.

- De tyske myndigheder ventes at komme med en officiel og tilfredsstillende forklaring om påstandene i de tyske medier, hedder det i en erklæring.

- Aktiviteterne må indstilles øjeblikkeligt, hvis de er sande, hedder det videre.

Forbundsregeringen har afvist at kommentere påstandene, ligesom den afviser at forholde sig til oplysninger i Süddeutsche Zeitung og fra to tv-stationer om, at BND ved "et tilfælde" overhørte to telefonsamtaler, som den amerikanske udenrigsminister, John Kerry, og hans forgænger Hillary Clinton foretog.

I oktober sidste år sagde Merkel, at "spionage mellem venner er helt uacceptabelt," da det kom frem, at hendes mobiltelefon var blevet aflyttet af USA. Sagen førte til et usædvanligt tysk-amerikansk opgør for åbent tæppe.

Berlin gav en amerikansk topspion ordre til at forlade Tyskland i juli, efter at en dobbeltagent i BND var blevet afsløret. Denne indrømmede at have givet hemmelige dokumenter videre til amerikanske agenter.

Merkel siger mandag under et besøg i Letland, at hun ikke kan kommentere efterretningstjenesternes aktiviteter.

I Berlin siger miljøpartiet De Grønnes leder Simone Peter, at det er "ufatteligt", at Tyskland aktivt spionerer mod allierede lande efter skandalen omkring den amerikanske efterretningstjeneste NSA.

Tyskland er Tyrkiets største handelspartner i EU og hjem for tre millioner tyrkere. Merkels konservative parti er skeptisk over for et tyrkisk EU-medlemskab.

/ritzau/Reuters