Tyrkiet: Rusland begår krigsforbrydelser i Syrien

Skrevet af admin

16/02/2016

Mest læste i dag

Tyrkiet beskylder Rusland for at stå bag angreb mandag på et hospital i Syrien, hvor adskillige civile blev dræbt, og kalder det for en "klar krigsforbrydelse".

Op til 50 civile mistede ifølge FN livet, da missiler ramte mindst fem lægeklinikker og to skoler i oprørskontrollerede områder af Syrien. FN betegner angrebene som "en åbenlys forbrydelse mod folkeretten".

Mindst 14 blev dræbt i byen Azaz i det nordlige Syrien, da bomber ramte et børnehospital og en skole, hvor flygtninge var blevet tilbudt beskyttelse, siger en lægekilde og to beboere til Reuters.

Raketter er også slået ned i et hospital i byen Marat Numan i Idlib-provinsen syd for Aleppo.

Den tyrkiske premierminister, Ahmet Davutoglu, siger, at et russisk missil har ramt bygningerne, og at mange civile - herunder børn - blev dræbt. Beskyldningerne om krigsforbrydelser kommer fra Tyrkiets udenrigsministerium.

Ruslands sundhedsminister, Veronika Skvortsova, siger omvendt, at luftangreb var målrettet ekstremistgruppen Islamisk Stat, og at hun ikke har grund til at tro, at russiske fly har bombet civile i Idlib.

- Vi er overbeviste om, at dette ikke kan være udført af vores forsvarsstyrker. Det går imod vores ideologi, siger hun.

Den syriske ambassadør i Rusland mener, at amerikanske kampfly stod bag.

Amerikanerne beskylder russerne for at være ansvarlige.

Ifølge BBC siger Frankrigs udenrigsminister, Jean-Marc Ayrault, at bombeangrebene mandag i Syrien "betragtes som krigsforbrydelser".

Situationen i Syrien, der snart går ind i sit sjette år med krig, må betegnes som et kæmpe morads. Mange lande er involveret i konflikten, men få af dem har fælles interesser.

Fredag kom stormagter som blandt andet USA, Rusland og EU dog frem til en plan, der indebærer en delvis våbenhvile fra den kommende fredag. Men iagttagere tvivler på, at det vil lykkes at føre planen ud i livet.

/ritzau/Reuters