Tyrkiet vil beholde Patriotmissiler

Skrevet af admin

13/11/2013

Mest læste i dag

Den tyrkiske ledelse har sendt en anmodning til Natos generalsekretær, Anders Fogh Rasmussen, for at bede om, at udstationeringen af Patriotmissiler ved grænsen til Syrien forlænges.

Missilerne bruges til at nedskyde missiler, der risikerer at ramme Tyrkiet.

I Nato-hovedkvarteret i Bruxelles siger en embedsmand, at Nato-ambassadørerne har drøftet anmodningen på et møde, og at Tyrkiet får støtte.

Ambassadørerne har ifølge embedsmanden konkluderet, at der fortsat er ustabilitet ved den tyrkiske grænse, og at det "kræver en forlængelse af udstationeringen af Patriotmissiler".

Der blev sendt seks missilbatterier til tre provinser i det sydlige Tyrkiet i begyndelsen af i år. Udstationeringen var planlagt til at vare i et år.

Tyskland, Holland og USA har sendt hver to missilbatterier til Tyrkiet, og de tre lande ser nu nærmere på anmodningen fra Ankara, skrev Reuters tidligere onsdag.

Tyrkiet har været og er en af de hårdeste kritikere af Syriens præsident, Bashar al-Assad, og hans regime og har opfordret til, at det internationale samfund intervenerer i konflikten.

Grænseområdet mellem Tyrkiet og Syrien er ikke et ufarligt sted, da granater affyret i den syriske borgerkrig ofte lander på den tyrkiske side af grænsen.

/ritzau/Reuters