Tyrkiet vil have Syriens Assad fra magten

Kommentarerne fra Tyrkiets premierminister, der længe har været en af Assads stærkeste kritikere, kom samme aften, som USAs præsident, Barack Obama, gentog, at han overvejer et begrænset, skræddersyet militærangreb mod det syriske styre for at afskrække regimet fra igen at ty til kemisk krigsførelse.

En løsning, som ifølge Tyrkiets premierminister ikke vil være tilstrækkelig.

»Det kan ikke være en 24 timers angrib-og-forsvind-aktion«, sagde Erdogan til journalister på præsidentpaladset i hovedstaden Ankara.

»Det, der betyder noget, er at stoppe blodsudgydelserne i Syrien og at svække regimet i en grad, hvor det giver op,« sagde han ifølge nyhedsbureauet Reuters fredag aften.

Erdogan henviste her til NATO-operationen under Kosovokrigen, hvor NATO udførte luftbombardementer mod mål i Jugoslavien i flere måneder.

»Hvis man gør noget lignende Kosovo-eksemplet, vil det ikke være muligt for det syriske regime at fortsætte,« sagde den tyrkiske premierminister, der samtidig oplyste, at han vil diskutere sagen med Barack Obama og Ruslands præsident, Vladimir Putin, i næste uge.

USAs regering offentliggjorde fredag et efterretningsdokument, der ifølge udenrigsminister John Kerry ikke efterlader nogen tvivl om, at det syriske regime stod bag det meget omtalte giftgasangreb mod en forstad til Damaskus i Syrien den 21. august.

Tidligere fredag har den tyrkiske udenrigsminister, Ahmet Davutoglu, ifølge Reuters udtalt, at den tyrkiske regering på baggrund af egne efterretninger er nået til samme konklusion.

Tyrkiet har tidligere meldt ud, at landet vil være klar til at deltage i enhver international aktion mod nabolandets præsident, også hvis det ikke bliver muligt at samle opbakning i FNs Sikkerhedsråd, hvor blandt andre Rusland tre gange har nedlagt veto mod at stramme kursen over for Syrien.

Dagens Gossip