Tyrkiets Erdogan sammenligner igen Israel med Hitler

Skrevet af admin

04/08/2014

Dagens topnyheder

Foran hundredtusindvis af tilhængere langede Tyrkiets premierminister Recep Tayyip Erdogan søndag igen ud efter Israel på grund af landets offensiv på Gazastriben.

- Ligesom Hitler, der forsøgte at skabe en fejlfri race, så går Israel efter samme mål, sagde Erdogan i en tale til den store forsamling forud for det tyrkiske præsidentvalg 10. august.

- De dræber kvinder, så de ikke kan føde palæstinensere, de dræber babyer, så de ikke kan vokse op, de dræber mænd, så de ikke kan forsvare deres land, sagde han.

Premierministerens udtalelser har fået en rabbiner i USA til at kalde Erdogan for "vor tids Joseph Goebbels," og Israels premierminister har tidligere beskyldt Erdogan for antisemitisme.

Det er ikke første gang, Tyrkiets premierminister sammenligner Israels handlinger med nazisternes.

Erdogan, der betegner sig selv som den muslimske verdens stemme for palæstinensernes rettigheder, har tidligere anklaget Israel for at være mere barbarisk end Adolf Hitler.

- Israelerne har ingen samvittighed, ingen ære, ingen stolthed. De forbander Hitler dag og nat, men de har overgået Hitler, når det gælder at være barbarisk, lød det fra Erdogan i juli.

En sammenligning med Hitler skete også, da Ayelet Shaked, et israelsk parlamentsmedlem, skrev på Facebook, at Israel burde gå i krig mod alle palæstinensere.

Shaked skrev, at palæstinensiske mødre fortjener at dø og omtalte deres børn som små slanger.

- En israelsk kvinde siger, at palæstinensiske mødre også bør dræbes. Og hun er medlem af det israelske parlament. Hvad er forskellen på denne mentalitet og Hitlers? Var disse ord blevet ytret af en palæstinenser, ville hele verden have fordømt det, lød Erdogans reaktion dengang.

Flere end 50 millioner tyrkere forventes at stemme ved søndagens valg og to meningsmålinger i sidste måned viste en føring til Recep Tayyip Erdogan over rivalen Ekmeleddin Ihsanoglu.

Ifølge lokale medier transporterede flere end 4600 busser og 75 både Erdogan-tilhængere til arenaen i Istanbul for at høre premierministeren tale, hvor han også reciterede samtlige 40 linjer af Tyrkiets nationalsang under stor jubel fra tilhængerne.

/ritzau/Reuters