Tyrkiets regering truer strejkende

I en erklæring advarer regeringen fagforeningerne om, at strejken »er ulovlig« og advarer derfor om, at politiet vil blive sat ind, hvis medlemmerne går på gaden for at demonstrere.

Den tyrkiske indenrigsminister Muammer Guler siger ifølge AFP i advarslen:

»Dette er et forsøg på at få folk på gaden via en ulovlig protest som en strejke. Jeg vil understrege, at det ikke vil blive tilladt,« lyder det fra den tyrkiske indenrigsminister i Ankara.

Tidligt mandag har der allerede været meldinger om nye sammenstød i Istanbul og Ankara.

Tidligere mandag oplyste Reuters, at det tyrkiske politi har tilbageholdt 441 demonstranter, der har deltaget i søndagens protester i Istanbul. Her blussede urolighederne søndag eftermiddag op sidegaderne til den centrale Taksimplads, hvor politi og demonstranter stødte sammen, og hvor demonstranterne blev mødt af vandkanoner, knipler og tåregas.

Protesterne fulgte i kølvandet på lørdagens hårdhændede rydning af teltlejren i den nærliggende Gezipark, som demonstranter havde holdt besat gennem et par uger.

Demonstrationerne startede som en protest mod planer om at bygge et indkøbscenter på parkens grønne område, men udviklede sig efter få dage til protester mod politiets metoder og derefter til protester mod regeringen og specielt premierminister Recep Tayyip Erdogan, som beskyldes for en snigende islamisering af den sekulære tyrkiske lovgivning.

Søndag blev 70 demonstranter ifølge BBC også anholdt under demonstrationer i Ankara.

Det største fagforbund for de offentligt ansatte, KESK, med en kvart million medlemmer har opfordret til generalstrejke mandag, og det samme har sammenslutningen DISK, som blandt andre tæller lægernes fagforening.

Tyrkiets medicinske sammenslutning oplyser på baggrund online overvågning, at mindst 11.000 personer har fået store doser tåregas, og de beskylder politiet for »brutalt brugs af kemiske gasser mod civile«.

Dagens Gossip

Dagens TV