Tyrkiets udenrigsminister stempler Østrig som racistisk

Skrevet af admin

05/08/2016

Dagens topnyheder

Tyrkiets udenrigsminister, Mevlüt Cavusoglu, kalder Østrig for "den radikale racismes hovedstad" og langer ud efter den østrigske kansler, Christian Kern, der har talt imod Tyrkiets optagelse i EU.

Cavusoglu afviser fredag alle Kerns udtalelser, der er ansporet af de tyrkiske myndigheders behandling af personer, som er mistænkt for at have taget del i det fejlslagne kupforsøg i juli.

- Den østrigske kansler skulle kaste et blik på sit eget land først, siger Cavusoglu i et interview fredag.

- Racisme er en af menneskerettighedernes fjender, og Østrig er lige nu den radikale racismes hovedstad.

Kern oplyste onsdag, at han ville diskutere med de europæiske regeringsledere at stoppe forhandlingerne med Tyrkiet om et tyrkisk medlemskab af EU.

Han sagde blandt andet, at Tyrkiets demokratiske standarder ikke lever op til de krav, som EU stiller.

Cavusoglu kalder kanslerens udtalelser for "grimme".

Østrigs udenrigsminister, Sebastian Kurz, beder Cavusoglu om at nedtone sine udtalelser.

- Jeg vil skarpt afvise den tyrkiske udenrigsministers kritik af Østrig, siger Kurz ifølge en talsmand.

- Tyrkiet er blevet bedt om at moderere sit ordvalg og gøre sit hjemmearbejde.

EU indledte forhandlingerne om optagelse af Tyrkiet i 2005, men processen er gået langsomt.

Formanden for EU-Kommissionen, Jean Claude Juncker, udtalte torsdag, at Tyrkiet ikke kan blive medlem på nuværende tidspunkt.

Han er dog ikke enig med Østrigs opfordring til at stoppe enhver snak med Tyrkiet om et EU-medlemskab.

- Hvis man giver Tyrkiet det indtryk, at EU - uanset hvad - ikke er klar til at optage Tyrkiet, vil jeg mene, at det er en alvorlig udenrigspolitisk fejl, siger Juncker.

/ritzau/Reuters