Tyrkisk angreb på grov komiker får europæiske sind i kog

Skrevet af admin

13/04/2016

Mest læste i dag

Tyrkiets præsident, Recep Tayyip Erdogan, er langt fra populær i Europaparlamentet efter landets reaktion på en tysk komikers grove digt.

Komikeren, Jan Böhmermann, gik bevidst efter at provokere, da han i sit satireprogram på tysk tv 31. marts læste et digt op, hvori han anklagede præsident Erdogan for at deltage i dyresex og se børneporno, mens han begik overgreb mod kurdere og kristne.

Jan Böhmermann vidste godt, at han skubbede til grænserne for ytringsfrihed i Tyskland, blandt andet fordi landet har et forbud mod fornærmelser af fremmede statsoverhoveder.

Tyrkiet har da også reageret på provokationen. Tysklands ambassadør i Tyrkiet er indkaldt til møde, og den tyrkiske regering har bedt Tyskland undersøge, om der kan rejses sag mod komikeren.

- Det, han (Jan Böhmermann, red.) har foretaget sig, er ikke i min smag, men i et frit samfund skal det være muligt at skrive satiriske digte, siger den liberale politiker Guy Verhofstadt.

- Præsident Erdogan må garantere ytringsfriheden, pressefriheden og minoriteters rettigheder, ellers har han ikke forstået, hvad Europa handler om, siger den tyske leder af den borgerlige EPP-gruppe, Manfred Weber.

Sagen falder, samtidig med at EU forsøger at styrke båndene til Tyrkiet for at samarbejde om de store udfordringer med flygtningestrømme fra Syrien og andre lande, hvoraf millioner er ankommet til Tyrkiet.

Men det skal ikke få Europa til at bøje sig, understreger formanden for EU-Kommissionen, Jean-Claude Juncker.

- En ting er meget klart: Lige så meget som vi værdsætter samarbejdet om flygtningene, lige så uændret er vores holdning i andre sager, når det gælder grundlæggende værdier som pressefrihed.

- Jeg kan overhovedet ikke forstå, at en tysk ambassadør er indkaldt på grund af en - godt nok latterlig - satirisk sang. Det bringer ikke Tyrkiet nærmere, men væk fra os, siger Jean-Claude Juncker.

/ritzau/