Tyrkisk avis: Syrer identificeret som bombemand i Ankara

Skrevet af admin

18/02/2016

Dagens topnyheder

En syrisk statsborger stod bag et blodigt bombeangreb onsdag i den tyrkiske hovedstad, hvor 28 mennesker blev dræbt, skriver en regeringsvenlig tyrkisk avis.

Avisen Yeni Safak rapporterer, at syreren er identificeret på fingeraftryk. Yeni Safak opgiver ingen kilde til oplysningen, og myndighederne har ikke bekræftet den.

Ingen har taget skylden for bombeangrebet, som ramte militærbusser tæt ved en kaserne i Ankara. Flere end 60 blev såret i eksplosionen.

Den mistænkte skal ifølge avisen være kommet til Tyrkiet som flygtning fra Syrien. Myndighederne tog hans fingeraftryk, da han krydsede grænsen.

Bilen, der blev brugt i angrebet, blev ifølge Yeni Safak lejet i byen Izmir for to uger siden.

Meget tyder ifølge en højtstående sikkerhedskilde på, at militante fra Kurdistans Arbejderparti (PKK) stod bag angrebet, skriver Reuters.

Den tyrkiske regerings talsmand, vicepremierminister Numan Kurtulmus, sagde onsdag aften, at myndighederne står uden oplysninger om, hvem der udførte angrebet.

Flere vidner på stedet har ifølge Sky News beskrevet, at mindst tre busser og flere biler brød i brand efter eksplosionen.

I oktober sidste år detonerede to selvmordsbombere eksplosiver midt i en prokurdisk demonstration ved Ankaras hovedbanegård. Flere end 100 personer blev dræbt ved angrebet.

I sidste måned blev 10 mennesker dræbt i et angreb i Istanbul.

/ritzau/Reuters