Tyrkisk militær hævder at have taget magten

Tyrkisk militær hævder ifølge Reuters i en meddelelse at have taget magten i Tyrkiet. Det er uklart, hvor stor en del af militæret, der bakker op om kupforsøget.

I meddelelsen skriver militæret, at det har taget over for at sikre den demokratiske ro og orden og beskytte menneskerettigheder i landet.

Tyrkiets øverste general er angiveligt taget som gidsel i militærets hovedkvarter, rapporterer statsligt tyrkisk nyhedsbureau ifølge AFP.

En journalist fra tv-stationen CNN Türk melder ligeledes om, at der er taget gidsler i militærets hovedkvarter i Ankara.

I meddelelsen om magtovertagelsen, som blev læst op på tv-stationen NTV, hedder det, at alle eksisterende relationer til udlandet vil fortsætte.

Lov og orden vil have høj prioritet, lyder det videre.

Ifølge CNN Türk befinder landets præsident, Recep Tayyip Erdogan, sig "i sikkerhed". Der er ikke umiddelbart flere oplysninger.

/ritzau/

Dagens Gossip

Dagens TV