Tyrkisk militær: Vi har skudt uidentificeret drone ned

Skrevet af admin

16/10/2015

Dagens topnyheder

Et tyrkisk kampfly har fredag skudt en uidentificeret drone ned i Tyrkiets luftrum tæt på grænsen til Syrien.

Det oplyser Tyrkiets luftvåben, som tilføjer, at man ikke ved, hvilket land dronen kommer fra.

Rusland har efterfølgende sagt, at alle landets droner fortsætter deres opgaver som planlagt, og alle kampfly er tilbage fra fredagens missioner.

Dronen blev skudt ned cirka 90 kilometer nord for den syriske by Aleppo, siger militærkilder til CNN Türk.

Det fremgik af de første meldinger fra militæret, at der var tale om et fly, og det er siden blevet præciseret, at det er en drone, altså et ubemandet luftfartøj, som blev skudt ned tre kilometer inde i tyrkisk luftrum.

Det oplyser en regeringskilde til kanalen NTV ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Den uidentificerede drone blev advaret tre gange, og ifølge tyrkerne blev den skudt ned i overensstemmelse med Natos gældende regler.

Tyrkiet er medlem af Nato, og landet har den næststørste stående styrke i den transatlantiske forsvarsalliance efter USA, som er klart størst.

I marts sidste år skød tyrkerne et syrisk fly ned, da man sagde, at det havde fløjet over Tyrkiet uden tilladelse.

Nedskydningen skete nær grænsen mellem de to lande på et sted, hvor oprørsgrupper og syriske regeringssoldater var i åben kamp.

Tyrkiet har flere gange den seneste måned klaget over, at russiske kampfly har krænket tyrkisk luftrum.

Det er sket, efter at Rusland har indledt en bombekampagne i Syrien, hvor man støtter præsident Bashar al-Assad i kampen mod oprørsgrupper, herunder Islamisk Stat.

Ruslands forsvarsministerium udsendte en halv time efter fredagens nyhed fra Tyrkiet en meddelelse om, at alle russiske kampfly er sikkert tilbage på deres base, og alle droner fortsætter deres opgaver som planlagt.

/ritzau/Reuters