Tyrkisk politi affyrer tåregas mod 1. maj-demonstranter

Skrevet af admin

01/05/2016

Dagens topnyheder

Fire personer, som mistænkes for at være tilknyttet Islamisk Stat, er anholdt i Tyrkiet for at have planlagt at udføre angreb i hovedstaden, Ankara, på arbejdernes internationale kampdag 1. maj.

Anholdelserne fandt sted søndag, samme dag som det planlagte angreb angiveligt skulle finde sted, rapporterer det tyrkiske nyhedsbureau Anatolia.

Politiets foreløbige efterforskning viser, at de fire mistænkte er syriske statsborgere, som har opholdt sig i Ankara i noget tid, skriver Anatolia.

Der er endnu ingen oplysninger om, hvad eller hvem angrebet konkret skulle have været rettet mod.

Tyrkisk politi og militær har øget beredskabet efter en række angreb i år, både fra militante kurdiske grupper og fra Islamisk Stat.

Tidligere på dagen blev to politifolk dræbt i et angreb mod en politistation i byen Gaziantep i det sydlige Tyrkiet. Et militant medlem af Islamisk Stat mistænkes for at stå bag dette angreb.

I landets største by, Istanbul, affyrede politiet tåregas og vandkanoner mod en 1. maj-demonstration, og det kom søndag formiddag til sammenstød mellem politi og demonstranter.

Hundredvis af mennesker forsøgte at trænge igennem politiets afspærringer og indtage Taksim-pladsen i det centrale Istanbul. Myndighederne har nedlagt forbud mod 1. maj-markeringer på pladsen.

Adskillige demonstranter blev sat ind i en af politiets busser, viser billeder fra tv-stationen CNN Turk.

Tyrkiske myndigheder har givet tilladelse til, at nogle fagforeninger kan markere arbejdernes internationale kampdag i området Bakirkoy, der ligger tæt ved Istanbuls ene lufthavn.

Men medlemmer af det prokurdiske parti HDP blev mødt af tåregas, da de forsøgte at demonstrere i Bakirkoy. Flere blev anholdt, oplyser en fotograf fra nyhedsbureauet AFP.

/ritzau/AFP