Tyrkisk politi napper 1300 migranter dagen efter EU-aftale

Skrevet af admin

30/11/2015

Dagens topnyheder

Tyrkiet tilbageholdt mandag 1300 migranter - som håbede på at nå Europa - i en større razzia blot et døgn efter, at man blev enig med EU om at sætte ind overfor antallet af flygtninge, som rejser mod EU.

Aktionen blev indledt før daggry med 250 politibetjente, som ransagede otte forskellige steder på kysten omkring turistbyen Ayvacik, skriver det tyrkiske nyhedsbureau Dogan.

Først blev omkring 850 tilbageholdt, hvilket steg til 1300 i løbet af mandagen.

Tre formodede menneskehandlere blev anholdt, mens fire både og seks motorer blev beslaglagt, lyder det.

Regionen omkring Ayvacik er blevet centrum for flygtninge, som forsøger at nå Grækenland, der er medlem af EU.

Den græske ø Lesbos ligger blot få kilometer mod syd, men overfarten er risikabel, da den ofte sker i overfyldte og åbne både.

På et møde i Bruxelles søndag blev EU-toppen enig med Tyrkiet om, at landet - mod betaling - skal hjælpe med at bremse strømmen af flygtninge og migranter.

Samtidig skal Tyrkiet tage sig godt af de 2,2 millioner syriske flygtninge, som allerede befinder sig i landet.

Det hedder i aftalen, at EU "indledningsvist" afsætter tre milliarder euro til Tyrkiet, hvilket svarer til 22,4 milliarder kroner.

Tyrkiet har dog ønsket tre milliarder euro årligt.

/ritzau/AFP