Tyrkisk politi skyder med gummikugler mod demonstranter

Tyrkiske urobetjente har fredag aften skudt med gummikugler og sprøjtet med vandkanoner for at sprede hundredvis af demonstranter, der protesterer imod landets regering og premierminister Recep Tayyip Erdogan.

Politiet forhindrede demonstranterne i at samle sig på Istanbuls centrale Taksim-plads og fortrængte dem til sidegader i området.

De seneste ugers korruptionsskandale har vækket en ny vrede i oppositionen, som i foråret mobiliserede store menneskemængder over hele landet i kølvandet på en beslutning om at opføre bygninger i en grøn park ved Taksim-pladsen.

En tyrkisk domstol satte fredag en stopper for regeringens forsøg på at tvinge politiet til at afsløre efterforskningen af en omfattende korruptionsundersøgelse, der har truet Erdogans regering.

17. december anholdt politiet en stribe personer, deriblandt tre sønner af ministre i regeringen og to andre regeringsmedlemmer, i en korruptionsundersøgelse, der blev holdt hemmelig for de overordnede, som ellers kunne have informeret regeringen på forhånd.

Regeringen besluttede 21. december gennem et regulativ at tvinge politiet til at informere deres overordnede om indholdet i undersøgelserne.

Tre ministre har forladt regeringen efter skandalen begyndte at rulle, og Erdogan har været tvunget til at gennemføre en stor ministerrokade.

Erdogans regering har fjernet omkring 70 politimedarbejdere.

En domstol i Ankara bestemte fredag, at regeringens regulativ "modsiger princippet om magtens adskillelse."

Tre medlemmer af Erdogans AKP forlod fredag regeringspartiet. Den ene, Ertugrul Gunay, har klaget over en "arrogant attitude" i partiet.

Torsdag sagde en anklager, Muammer Akkas, at han var blevet fjernet fra korruptionssagen, efter at han havde beskyldt politiet for ikke at ville eksekvere arrestordrer.

/ritzau/AFP

Dagens Gossip