Tyrkisk præsident vil beslaglægge eksilprædikants indtægter

Skrevet af admin

04/08/2016

Mest læste i dag

Tyrkiets præsident, Recep Tayyip Erdogan, vil beslaglægge indtægter fra virksomheder med forbindelse til eksilprædikanten Fethullah Gülen og bevægelsen omkring ham.

- Vi vil afskære alle forretningsforbindelser, alle indtægter for virksomheder forbundet til Gülen, udtaler Erdogan torsdag i en tale, der blev vist direkte på tyrkisk fjernsyn.

- Vi vil ikke vise nogen nåde.

Præsidenten anklager Gülen for at stå bag kupforsøget mod ham i juli.

Han kalder alle Gülen-relaterede virksomheder, skoler og velgørenhedsorganisationer for terrorist-reder.

Efter kuppet har han forsøgt at rense ud i prædikantens tilhængere i Tyrkiet.

Mere end 60.000 ansatte i militæret, retsvæsnet og på uddannelsesområdet er blevet tilbageholdt, suspenderet eller kommet under efterforskning af de tyrkiske myndigheder, fordi de er blevet sat i forbindelse med Gülen-bevægelsen.

- De har intet at gøre med et religiøst fællesskab, de er en fuldblods terroristorganisation, udtaler Erdogan i sin tale.

- Denne kræft er anderledes, denne virus har spredt sig overalt.

Alle licenser til tv- og radiokanaler udstedt til medier knyttet til Gülen-bevægelsen er ligeledes blevet tilbagekaldt.

Gülen har levet i eksil i USA siden 1999, og han har hidtil fordømt kupforsøget mod Erdogan og benægtet alle former for involvering.

Det mislykkede kupforsøg i Tyrkiet fandt sted den 15. juli og blev slået ned i løbet af natten til 16. juli efter kampe i hovedstaden Ankara og landets største by, Istanbul.

237 mennesker blev dræbt i urolighederne, og flere end 2100 kom til skade.

/ritzau/Reuters