Tyrkisk pressesag hænger over flygtningetopmøde

Skrevet af admin

07/03/2016

Mest læste i dag

EU-landene og Tyrkiet skal mandag forsøge at sænke antallet af flygtninge, der krydser fra Tyrkiet over Middelhavet til Grækenland.

Men en sag driller.

Fredag overtog tyrkiske myndigheder kontrollen med den regeringskritiske avis Zaman, der er Tyrkiets største avis. Det er i strid med EU's mål om pressefrihed og dermed en forhindring for Tyrkiets ønske om at fortsætte forhandlingerne om optagelse i EU.

Allerede før mandagens topmøde i Bruxelles gik i gang, blev sagen bragt op. Det skete på et formøde mellem Tyrkiets premierminister, Ahmet Davutoglu, og Europaparlamentets formand, Martin Schulz.

Og udfaldet var ikke positivt.

- Vi havde en åben snak, hvor jeg tog pressesagen op, men den tyrkiske premierminister var ikke enig med mig, siger Martin Schulz og tilføjer:

- At han er uenig, er ikke en overraskelse. Men pressefriheden er et nøgleelement i den europæiske identitet. Det gjorde jeg klart og tog hans synspunkt til efterretning.

Politiaktionen mod den tyrkiske avis skete, efter at en domstol i Ankara vurderede, at Zaman og den omstridte muslimske prædikant Fethullah Gülen har været i ledtog mod Tyrkiets præsident, Recep Tayyip Erdogan.

Selv om sagen skaber gnidninger, ventes den dog ikke at stå i vejen for forsøget på at nå til enighed i flygtningespørgsmålet.

På vej ind til mødet afviser statsminister Lars Løkke Rasmussen (V), at EU-landene vil lukke øjnene i forsøget på at nå en flygtningeaftale:

- Nej, vi skal holde øjnene åbne. Derfor er der også grund til at kritisere det, vi har set i Tyrkiet. Det var den danske udenrigsminister ude at gøre, og det vil også blive taget op med den tyrkiske premierminister i dag, siger Løkke og tilføjer:

- Der er en situation med migration og menneskesmugling, som vi er nødt til at tage alvorlig, også selv om der er en alvorlig situation i Tyrkiet med undertrykkelse af pressefrihed. Begge dele skal vi påtale. Vi skal have Tyrkiet til at levere på det, der er aftalt.

På topmødet i Bruxelles vil Tyrkiets premierminister understrege ønsket om at få penge, visumfri adgang til Europa og en fortsættelse af processen frem mod EU-medlemskab, hvis man til gengæld skal bremse strømmen af flygtninge og migranter.

Sagen mod Zaman viser dog, at der er lang vej til Tyrkisk EU-medlemskab, må man forstå på Martin Schulz.

- Den tyrkiske regering kan ikke føre en retssag mod en uafhængig avis. Pressefrihed er ikke en forhandlingsbar del af vores EU-identitet, siger Martin Schulz.

/ritzau/