Tyrkisk regeringschef: Præsidentstyret er ikke diktatur

Skrevet af admin

30/12/2015

Dagens topnyheder

Et præsidentielt styre er ikke det samme som et diktatur, men derimod den helt "rette" styreform for Tyrkiet, siger landets premierminister i et tv-interview onsdag.

I interviewet forsvarer han regeringens udskældte og kontroversielle plan om at ændre forfatningen, så præsidenten får større magt.

Det tyrkiske regeringsparti Retfærdigheds- og Udviklingspartiet (AKP) genvandt absolut flertal i parlamentet ved valget i november.

Dermed er vejen banet for at arbejde videre på præsident Recep Tayyip Erdogans store drøm om et præsidentstyre.

Hvis et sådan system bygges fornuftigt op, vil det ikke ende med et diktatur, siger den tyrkiske premierminister, Ahmet Davutoglu, til tv-kanalen NTV.

Davutoglu siger ifølge Reuters, at valgresultatet er en melding fra vælgerne om, at de ønsker forfatningen ændret.

Planerne om et præsidentstyre møder skarp kritik i oppositionen, som frygter, at Erdogan dermed får ubegrænset magt.

Recep Tayyip Erdogan grundlagde AKP i 2001, og ved valget året efter kom partiet i parlamentet med en tredjedel af stemmerne.

/ritzau/Reuters