Tyrkisk vicepremierminister vil møde demonstranter

Demonstrationerne har senere spredt sig og fået karakter af et oprør mod regeringen og den snigende islamisering af det ellers sekulære Tyrkiet, som ikke mindst premierminister Recep Tayyip Erdogan ses som eksponent for af mange sekulært indstillede unge og moderne tyrkere fra den brede middelklasse.

Politiet er faret ekstremt hårdt frem over for demonstranterne, hvilket har næret vreden og voldsomheden i konfrontationerne i de større byer.

Demonstrationerne fortsatte natten til tirsdag efter at premierminister Erdogan var rejst på besøg i Marokko, hvor han erklærede, at protesterne var ved at dø ud, og efter at han inden afrejsen havde betegnet demonstranterne som »ekstremister«.

Premierministeren har desuden afvist enhver sammenligning med situationen i Tyrkiet og det såkaldte »arabiske forår«.

I premierministerens fravær siger vicepremierminister, Bulent Arinc, at der er behov for at mødes med demonstranterne i dag, for at fjerne »forvirringen i folks hoveder, og for at kende deres synspunkter«.

FNs høj kommissær for menneskerettigheder, Cecile Pouilly, udtrykker ifølge AFP dyb bekymring for den ekstreme magtanvendelse som det tyrkiske politi har brugt overfor demonstranterne og opfordrer til, at der iværksættes en undersøgelse af de ledende politifolk, »som påstås at have brudt loven og overtrådt internationale menneskerettigheder«, hedder det i en erklæring fra Cecile Pouilly.

Situationen i Tyrkiet er i dag også præget af, at de offentligt ansattes sammenslutning KESK, har opfordret sine 240.000 medlemmer til at strejke i dag og i morgen i sympati med demonstranterne.

Dagens Gossip