Tyrkiske cyprioter vælger præsident kort før fredsproces

Skrevet af admin

19/04/2015

Dagens topnyheder

De tyrkiske cyprioter vælger søndag præsident på den nordlige del af middelhavsøen, hvor fredsprocessen ventes genoptaget mellem den græske og tyrkiske del om få uger.

Tyrkerne på Cypern erklærede selvstændighed i 1983, og området er kun anerkendt af Tyrkiet. Omkring 177.000 kan stemme ved søndagens præsidentvalg.

Den siddende præsident, Dervis Eroglu, har haft et lille forspring i målingerne op til valget, men intet tyder på, at han får over 50 procent af stemmerne.

Da det kræver flere end halvdelen af stemmerne at vinde valget i første runde, ventes en anden valgrunde mellem de to kandidater med flest stemmer.

Den nyvalgte præsident skal hurtigst muligt udpege en chefforhandler, som skal varetage tyrk-cyprioternes interesser i fredsprocessen, der ledes af FN, og hvis mål er et genforenet Cypern.

Tyrk-cyprioternes udenrigsminister, Özil Nami, forventer, at processen kan genoptages til maj.

Det internationalt anerkendte Cypern trak sig fra fredsprocessen i oktober sidste år, da Tyrkiet annoncerede en plan om at bore efter gas og olie ud for øens sydlige kyst.

Middelhavsøen har været delt siden 1974, efter at Tyrkiet indtog den nordlige del i kølvandet på et græsk kup, der skulle gøre Cypern til en del af Grækenland.

Cypern blev medlem af EU i 2004. Medlemskabet gælder kun den sydlige del, mens det tyrkcypriotiske område alene har bånd til Tyrkiet.

Valgstederne på det nordlige Cypern åbnede søndag klokken 8 lokal tid, og valget slutter klokken 18.

/ritzau/dpa