Tyrkiske demonstranter mødt med tåregas

Og i den vestlige by Izmir anholdt politiet mindst 25 personer for at tweete »vildledende og injurierende information«, skriver det statsdrevne nyhedsbureau Anatolia ifølge AFP.

Det var femte nat i træk, at tusindvis af demonstranter var samlet over store dele af Tyrkiet for at protestere mod regeringen.

Ifølge BBC startede det fredeligt på Taksim-pladsen i Istanbul, men efterhånden som politiet forsøgte at sprede masserne med tåregas, vandkanoner og røggranater, udviklede det sig voldeligt.

Nattens uroligheder kommer, efter vicepremierminister Bület Arinc tirsdag undskyldte over for de mange mennesker, der blev såret af sikkerhedsstyrker under en lovlig demonstration mod nedrivningen af en park i fredags. Premierministeren opfordrede samtidig demonstranterne til at stoppe protesterne med det samme og sagde, de var begyndt at bære præg af »terroristiske elementer«.

De seneste dage har protesterne spredt sig og udviklet sig til politiske krav fra mange sekulære tyrkere, der mener, at premierminister Recep Tayyip Erdogan styrer landet i en islamisk retning, og at regeringen bliver stadig mere autoritær.

Ligeledes tirsdag indledte det venstreorienterede fagforbund Kesk, der repræsenterer omkring 240.000 offentligt ansatte, en to-dages strejke til støtte for demonstranterne og beskyldte regeringen for at begå »statslig terror«. Et andet fagforbund, Disk, har oplyst, at det vil tilslutte sig strejken onsdag.

Mandag døde en 22-årig mand på et hospital efter at være blevet skudt under regeringsfjendtlige demonstrationer i det sydlige Tyrkiet, og ifølge en lægefagforening blev en mand dræbt søndag, da en bil bragede ind i en gruppe demonstranter i Istanbul.

Erdogan forlod Tyrkiet mandag for at tage på officielt besøg i Nordafrika. Menneskerettighedsgrupper og læger skønner ifølge AFP, at mere end tusind personer er blevet såret som følge af sammenstød i Istanbul og 700 som følge af sammenstød i Ankara.

Dagens Gossip