Tyrkiske demonstranter mødt med vandkanoner og tåregas

Hundredvis af demonstranter marcherede til Taksim-pladsen i Istanbul for at markere den 22-årige demonstrant Ahmet Atakans dødsfald dagen før.

Uropoliti med tåregas og vandkanoner blev sat ind for at opløse demonstrationerne, og ifølge Al-Jazeera blev demonstranterne også beskudt med gummiprojektiler.

I hovedstaden Ankara samledes mere end 1.000 mennesker, og også her brugte politiet vandkanoner og tåregas til at få menneskemængden til at bryde op.

Ahmet Atakan døde ifølge Al-Jazeera tirsdag i en studenterprotest mod opførelsen af en vej gennem et universitet i Ankara. Årsagen til hans død er omstridt.

Regeringskritikere siger, at han døde af skud, mens myndighederne i Hatay har erklæret, at han faldt ned fra en bygning.

Der har periodisk været protester mod premierminister Recep Tayyip Erdogans regering siden slutningen af maj, hvor et forsøg på at stoppe et byggeri i en park i Istanbul udviklede sig til de mest omfattende demonstrationer i årtier.

Demonstrationerne er stort set aftaget, men lejlighedsvist blusser de op i Istanbul, Ankara og Hatay.

BNB

Dagens Gossip