Tyrkiske fans kaster romerlys på banen efter ydmygelse

Skrevet af admin

18/06/2016

Dagens topnyheder

Tyrkiske fans tændte romerlys og kastede kanonslag ind på banen efter Tyrkiets 0-3-nederlag til Spanien ved EM. Det skriver nyhedsbureauet AFP.

Det var anden EM-kamp i træk, at fans lavede ballade under EM fredag. Der var også uroligheder under Kroatiens 2-2-kamp mod Tjekkiet.

Da Kroatien var foran med 2-1, smed kroatiske fans kanonslag og romerlys ind på banen i Lille. Dommer Mark Clattenburg afbrød kampen i nogle minutter, inden den blev genoptaget.

Også spanske fans lavede ballade fredag, og tre spaniere blev anholdt for at gå rundt med nynazistiske flag. Det oplyste fransk politi.

Yderligere tre spaniere blev anholdt for at forsøge at smugle romerlys ind på stadion i Nice til kampen mod Tyrkiet.

Tidligere fredag blev 11 spanske fans anholdt, fordi de bankede en butikschef i et supermarked. Butikschefen nægtede at sælge alkohol til de spanske fans.

Franske myndigheder har forsøgt at slå hårdt ned på radikale fangrupper, efter at russere og englændere kom op at slås i Marseille tidligere under slutrunden.

Det Europæiske Fodboldforbund, Uefa, har forbudt romerlys på stadion, men det er alligevel lykkedes fans at smugle dem ind til kampene.

Uefa har oplyst, at forbundet vil kigge nærmere på fredagens begivenheder og åbne eventuelle sager lørdag, og det kan betyde følgestraffe for overtrædelser af reglementet.

/ritzau/