Tyrkiske fodboldfans anklages for kupforsøg

Retssagen mod 35 fans fra fodboldklubben Besiktas i Tyrkiet er indledt i Istanbul, hvor de anklages for at have haft planer om at vælte regeringen i landet under demonstrationer i Gezi-parken i Istanbul i 2013.

Besiktas-tilhængerne - også kendt som Carsi - deltog i demonstrationerne, som var vendt mod den daværende regering, som blev ledet af premierminister Recep Tayyip Erdogan.

Han er siden blevet Tyrkiets præsident.

Demonstrationerne i parken begyndte som protester mod byplanlægning, men de bredte sig og blev landsdækkende protester mod Erdogan-regeringen og den voksende islamisering af Tyrkiet.

Regeringen har efterfølgende erklæret, at Gezi-protesterne faktisk var et kupforsøg.

Kritikere af retssagen mener derimod, at sagen er et tegn på, at retsvæsnet er under politisk indflydelse.

Nazif Korsay, forsvarer for de tiltalte, siger, at retssagen bruges til at lukke munden på regeringens kritikere.

Menneskeretsaktivister er heller ikke imponeret.

- Retsforfølgelse af 35 fodboldfans for anklager om kupforsøg er et klart misbrug af det juridiske system, siger gruppen Human Rights Watch.

/ritzau/dpa

Dagens Gossip