Tysk anklagemyndighed vil efterforske tidligere VW-chef

Skrevet af admin

20/06/2016

Dagens topnyheder

Statsanklagemyndigheden i Braunschweig oplyser mandag, at den vil indlede en formel undersøgelse af den tidligere VW-koncernchef Martin Winterkorn, som er blevet beskyldt for manipulation i forbindelse med VW-skandalen omkring svindel med udstødningsgasser.

Det skriver det tyske nyhedsbureau dpa.

Også en anden leder eller tidligere leders rolle i sagen vil blive efterforsket.

- Begge er mistænkt for manipulation af markedet i forbindelse med skandalen, hedder det i meddelelsen.

Den indledende efterforskning vil være koncentreret om, hvorvidt der er "tilstrækkeligt med håndgribelige tegn" på, at Volkswagen havde pligt til at give meddelelse om mulige finansielle skadevirkninger af bilgigantens manipulationer før den 22. september 2015, hvor bilproducenten offentliggjorde skandalen.

VW-skandalen startede, da de amerikanske miljømyndigheder sidste år afslørede, at dieselbiler fra de tyske VW-fabrikker viste vidt forskellige tal, når udstødningen blev målt henholdsvis i laboratorier og på landeveje.

De amerikanske test viste, at VW bevidst snød med udledningerne, så bilerne fremstod mere miljøvenlige, end de faktisk var.

/ritzau/dpa