Tysk appelret afviser GN Store Nords milliardkrav

Skrevet af admin

05/03/2014

Dagens topnyheder

Et mislykket salg af høreapparatselskabet GN Resound til Sonova i Schweiz for 15,5 milliarder kroner kommer ikke umiddelbart for en tysk domstol.

Det oplyser GN Store Nord, der tilbage i 2006 indgik en aftale med schweizerne om salget af datterselskabet.

Men nu har appelretten i Düsseldorf afvist, at den danske koncern kan kræve erstatning af den tyske myndighed Bundeskartellamt.

Da salget blev offentliggjort i sin tid, var det betinget af godkendelser fra en række landes konkurrencemyndigheder.

De tyske myndigheder besluttede i april 2007 at forbyde transaktionen. Og salget faldt til jorden.

Hos GN Store Nord betød det, at både selskabet og dets aktionærer led betydelige tab.

Underkendelsen af salget kom en tur gennem det tyske retssystem - og i april 2010 fik GN ret hos den tyske højesteret, Bundesgerichtshof, der underkendte de tidligere afgørelser om at forbyde salget af GN Resound.

Derfor rejste GN Store Nord et krav mod Bundeskartellamt på 8,2 milliarder kroner som kompensation for de tab, koncern og aktionærer havde lidt.

- GN vil ved modtagelsen af den skriftlige afgørelse beslutte, hvorvidt GN vil appellere afgørelsen til den tyske højesteret, skriver koncernen i en meddelelse til fondsbørsen i København.

/ritzau/