Tysk atlet knaldet for doping under vinter-OL

Skrevet af admin

21/02/2014

Dagens topnyheder

Tyskland er fredag blevet ramt af en dopingsag under vinter-OL i Sotji.

Det tyske nyhedsbureau dpa oplyser, at det er skiskytten Evi Sachenbacher-Stehle, der har forsøgt at snyde konkurrenterne under vinterlegene i Rusland. Navnet er dog ikke bekræftet fra officiel side.

Den 33-årige langrendsløber sluttede mandag uden for medaljepodiet, da det blev til en fjerdeplads i samlet start over 12,5 kilometer.

Sachenbacher-Stehle har tidligere i karrieren vundet fem olympiske medaljer.

Tysklands olympiske komité oplyser, at man torsdag aften blev informeret om en positiv dopingprøve af den internationale olympiske komité, IOC.

B-testen skal nu undersøges. Desuden vil der blive foretaget en høring senere fredag.

Tysklands chef de mission vil komme med yderligere detaljer efter høringen.

Vinterlegene i Sotji har ikke været ramt af doping før den aktuelle sag.

/ritzau/